Forœldreengagement

PDFUdskrivEmail

foraeldreengagement

Det kræver ingen særlige forudsætninger at blive forældre på Steinerskolen i København, men det kræver et helt særligt engagement!

Forældrene spiller en vigtig rolle på vores skole, hvor vi sætter engagement og socialt ansvar meget højt. Rent praktisk betyder det at forældre inviteres til at deltage i en bred vifte af aktiviteter, der støtter børnene og skolen på flere planer.

Det første plan er de individuelle børn, hvor der afholdes hjemmebesøg i de små klasser, forældre-konsultationer for de store, samt forældremøder. Sidstnævnte indgår også på klasseplanet, hvor forældrene samarbejder om den sociale trivsel i klassen, tager med på udflugter eller hjælper med at gøre rent i klasseværelset fra tid til anden. Hver klasse har typisk to forældrerepræsentanter – en tjans der går på omgang – der melder sig til at organisere for eksempel klasserengøring eller madklub.

Forældrerepræsentanterne fungerer også som bindeled når der skal organiseres på skoleplan. Her er der for eksempel tre årlige forældrearbejdsdage, hvor alle samles til at skolen en kærlig hånd og løse alle mulige praktiske opgaver i gård og indendørs. På disse dage er der typisk skolepligt, og så samles alle til morgenkaffe og morgensang inden børnene går til deres klasser og forældrene smøger ærmerne op.

Dejligst af alt er de årstidsfester hvor forældre, familie og venner er inviteret med: høstmarked, julemarked, forårsfest (med særlig elevoptræden) og sommerfest. På årstidsfesterne pyntes skolen særligt op og forældrene står for forplejningen, mens børnene underholder med musik, vers og skuespil. Hver fest har sine særpræg men fælles for dem alle er den oplevelse af samvær og glæde der opstår når børn og lærere deler deres særlige sted med familie og venner.