Livet på skolen
Tæt på byens liv, bus og metro, nær stranden og Kastrup Fortets skrænter slår ”Københavnerskolen” sine folder. Skolen har klasser fra 0. til 9. klasse, skolefritidsordning samt børnehaven Soria Moria. Vi har også en musikskole, som er åben for alle børn og voksne.
I Steinerskolen bestræber vi os på at lære eleverne at lære. Vi er en skole, som træner både faglige, kreative og sociale intelligenser. Som lærer eleverne at reflektere over deres dagligdag og samtidig giver et vidt udsyn til verden omkring dem. En skole, som har glade, motiverede elever, der har lyst til at lære, fordi de forstår at sætte deres viden i perspektiv. Og en skole, som uddanner hele mennesker, der gennem boglig viden, kreative og sociale færdigheder er i stand til at tage bevidste, kvalificerede valg i deres voksne liv.
Vi lægger vægt på børnenes trivsel og arbejder ud fra deres evner og behov på hvert enkelt klassetrin. Vi tager barndommen alvorligt og arbejder bevidst med leg, bevægelse, tegning, musik, håndværk og nysgerrighed som pædagogiske midler.
Et besøg på skolen afslører en stemning af fællesskab, nærvær, tryghed og tillid. Børnene kender og respekterer hinanden på tværs af klasserne. Der er konflikter mellem børnene som i alle andre skoler, men grundstemningen er respekt og anerkendelse.
Periodehæfter
Periodehæfterne skrives af eleverne ud fra lærerens undervisning, som på den ene side følger en læreplan, og på den anden side løbende tilpasses den enkelte klasse og det enkelte barns behov.
I de små klasser lærer eleverne ved at efterligne. Derfor skriver og tegner de af efter tavlen og lærerens mundtlige fremstilling. De større elever resumerer det de har lært, og skriver eller tegner det selv ind i arbejdshæftet. På den måde får alle deres helt egen lærebog, som med ord og illustrationer rummer det, de har lært.
Periodehæfter giver børnene et tættere forhold til stoffet som de derfor har lettere ved at huske. Hæfterne er desuden vigtige pædagogiske hjælpemidler, som hjælper læreren til at følge det enkelte barns udvikling og tilegnelse af stoffet.
Flere artikler...
Page 1 of 3
Livet på skolen








